Så vidt øen Eternias beboere ved, er de de sidste overlevende, efter en oversvømmelse har slugt det meste af verden. Tilbage står et ekstremt klasseopdelt samfund, hvor en lille del af befolkningen bor bag en uigennemtrængelig mur i det urbane centrum, Kernen, og resten lever i øens periferi, Kanten.

På overfladen ligner Kernen et utopia med borgerløn, Måneceremonier og uendelig tid til plantekommunikation og selvrealisering. Men samfundet gennemsyres af social kontrol og kvælende normer, der dikterer, at alle skal være konstant lykkelige. I Kanten klarer folk sig selv og er stolte af det. Livet er ikke nemt, til gengæld hersker frisind, fællesskab og tillid. Men et oprør ulmer. Mange er utilfredse med den ulige fordeling af øens goder og spekulerer på, hvad Kernen skjuler i deres underjordiske laboratorier.

Romanens hovedkarakterer, Luma fra Kernen og Kaya fra Kanten, møder hinanden i et diplomatisk forsøg på at kvæle dette oprør.

Luma er barn af en elitær og manipulerende forældreduo. Hun kæmper med at leve op til Kernens idealer og føler sig ensom og forkert. Luma længes efter sandhed, ægte følelsesmæssige relationer og hendes tredje forælder, Inês, som Luma tror er død. Kaya er vokset op i murens skygge og er vred på Kernen helt ind i knoglerne. Hendes far har taget sit liv, hendes bedste ven, Jet, er uhelbredeligt syg, og Kaya føler sig alene med sit hjemløse raseri.

De to outsideres relation er mildest talt anstrengt, men udvikler sig efter dramatiske hændelser til gensidig forståelse, en spirende forelskelse og en afdækning af en række ubehagelige sandheder om Eternia.