Ved at klikke på “tilmeld nyhedsbrev” accepterer du at sende dine oplysninger til Manuskriptskolen, som vil bruge dem i henhold til vores politik om beskyttelse af personlige oplysninger. Læs vores persondatapolitik her.
Så tænker jeg på, alle de magiske verdner og fantastiske fortællinger jeg har været en del af. Og hvordan de nogle gange kunne rumstere rundt i mit hoved, hele skoledagen igennem, indtil jeg kom hjem og fik mulighed for at læse videre i hvad end jeg var i gang med. Jeg tænker på hvordan jeg lå om aftenen og hørte min mors fodtrin på trappen, og hvordan jeg lærte at slukke lyset, skubbe bogen under hovedpuden og rævesove på et splitsekund, så jeg igen kunne finde den frem, når hun var gået, selvom det var langt over min sengetid. Men jeg kunne simpelhen ikke slippe den fortælling, før den var slut.
Når jeg tænker på børnelitteratur, tænker jeg på sengetøjet i min køjeseng. Der var Mumitrolde på, og jeg var overbevist om, at bøgerne, Tove Jansson havde skrevet, handlede om mit sengetøj, at min overkøje var Mumidalen. Som du nok kan forestille dig, følte jeg mig ret speciel.
Jeg er vokset op i Jehovas Vidner, hvor man helst ikke skulle beskæftige sig med andre bøger end deres egne og slet ikke bøger om det okkulte. Mine forældre har dog altid læst meget, hvilket smittede. Jeg lånte 1. bog i serien Heksens Søster, som jeg skjulte for mine forældre, da jeg vidste, den ikke var tilladt at læse. Jeg slugte den råt under dynen med en lommelygte om natten. Efter det lånte jeg alle bøger i serien en efter en. Nat efter nat lå jeg vågen og læste med frydefuld rædsel. Serien har aldrig sluppet sit tag i mig, og den dag i dag mindes jeg den stadig med nostalgisk frygt.
Som 10-årig lånte jeg Skammerens Datter af Lene Kaaberbøl på biblioteket, fordi jeg ikke vidste hvad ordet ”skammer” betød. Jeg slugte bogen, og elskede universet og hovedpersonen. Så gik det op for mig, at bogen var skrevet af en dansk forfatter – lige nu. Indtil da havde jeg mest hørt om forfattere som Astrid Lindgren, hvis bøger var skrevet lang tid før jeg blev født. Jeg samlede avisudklip om Lene Kaaberbøl, og læste alt hvad hun skrev, og for første gang forstod jeg, at jeg faktisk kunne blive forfatter. Og at bøger også blev skrevet til børn som mig.
Barbara: “”
Min allerførste tur i teateret. Det Lille Teater lå, ligesom i dag, i Lavendelstræde og det var tæt på min børnehave. Vi så en forestilling om havet og jeg husker alt ved oplevelsen som magisk. Ved indgangen fik man gul saftevand og en fin mini-konkylie, som man måtte beholde. Den er blevet sådan en ting, jeg aldrig har smidt ud. Jeg husker stadig, hvor helt ubegribelig opdagelsen var, at et sted, midt i alt det almindelige, fandtes der et særligt rum, der kun var til for mig. At være velkommen er en stor og vigtig følelse for alle børn og den ønsker jeg at give videre til mit eget publikum.
Oller og jeg havde altid en konkurrence, om at komme først op lørdag morgen, den første til at sætte sig i miniature lænestolen foran fjernsynet måtte bestemme over de to kanaler – om det skulle være Pokemon eller Børnene fra Bulderby.
Jeg har jo altid været ret skarp, så jeg satte en stol foran Ollers dør, så kunne jeg sidde i fred og chappe mellem de to kanaler, indtil hans skrig vækkede vores mor og far.
I hjørnet af mine forældres have stod der engang tre høje graner. Hvert år, når de første milde dage satte ind, begyndte min forårsrengøring. Jeg fejede nålene væk, fjernede gammelt spindelvæv, lagde et tæppe ud og fandt muleposen med biblioteksbøger. Jeg husker duften. Både af de gamle, støvede og af de nye, der endnu duftede af tryksværte. Og et sted mellem duften og ordene blev granernes kroner til spidsen af en rumraket, en fremmed planet, en hekseskole, og den hårde jord forsvandt og jeg sank ned i det dybeste hav med Bent Hallers karakter ”Silke” og hendes ravgule øjne. Lige præcis dén bog husker jeg at have læst under granerne, men også i sofaen, i sækkestolen på mit værelse og på en sommerferie, igen og igen. Men jeg læste den første gang under granerne.
For mig ligger mindet i de tidlige, stille weekendmorgener. En varm dyne. Det bløde lys fra sengelampen, og natbordets uimodståelige bogstakke inden for rækkevidde. Der var frit valg mellem både velkendte og uudforskede verdner og historier, spændende persongallerier, vildskab og skønhed. Og så var der ordene. Oceaner af ord, der forvandledes til billeder i hovedet, mens huset omkring mig langsomt vågnede, og morgenmadsdufte og familiesnak blandede sig med tonerne fra fortryllede fløjter og skyggen af dragevinger på væggen.
Mange af mine læseoplevelser er startet på Hovedbiblioteket i Albertslund. Vi cyklede derned via stisystemerne, som binder byen sammen og sikrer at ingen børn behøver krydse en vej. Min mor ville gå over i afdelingen med voksenkrimier, imens jeg kunne gå på opdagelse i børneafdelingen som jeg husker at have for mig selv. Jeg måtte låne tre bøger fordi pladsen i min mors cykelkurv var begrænset, men efter forhandling fik jeg lov til at låne et par stykker til. Da jeg var lille, lånte jeg også kassettebånd med historier. Mine yndlings var Karlson på taget og Alle vi børn i Bulderby, måske fordi oplæseren var så god.
Et af de øjeblikke, jeg husker tydeligst fra min barndom, fandt sted da jeg var en 11 år gammel. Jeg husker at min bror var syg, og at vi for nylig var gået fra VHS- til DVD-afspiller derhjemme. Derfor var det nødvendigt at købe nye film og serier, der skulle gøre de ellers så kedelige sygedage sjovere. Jeg husker, hvordan min mor kom hjem med en FONA-pose og begejstret sagde: ”jeg har købt noget, som I kommer til at elske!” Op af posen hev hun fire DVD’er med Casper og Mandrilaftalen. Det var hverken lavet til børn eller unge. Alligevel fik det øjeblikkeligt en plads i mit 11-årige hjerte. Karaktererne, replikkerne, kostumerne. Alt sammen var lige i min ånd.