Otto Olrik

FLUGTEN FRA UTOPIA_
SOLARPUNK ROMAN TIL 13+

Efter atomkrigen er den sidste del af menneskeheden samlet på en idyllisk ø i Atlanterhavet, Utopia. Her bor man i træer, spiser fermenteret mad og får energi fra solceller. Der findes ingen tablets. Ingen kapitalisme. Alle får tildelt et arbejde ud fra deres talent, så de på bedst mulig måde kan hjælpe øens liv.

Alt er nemlig styret af naturen, eller rettere sagt, mycelium: svampenes underjordiske rodnetværk, som kontrollerer mennesket gennem den fermenterede kost. Beboerne er glade og enige om, at frihed var noget, man troede på i gamle dage. Men er det deres egen holdning?

Da Jones (17 år) får at vide, han skal være pædagog, sætter han sig på tværs af systemet. Han vil have ret til at bestemme over sin egen fremtid og nægter den blinde lykke. Ligesom bedstefaren, der rejste væk og aldrig kom tilbage, ser Jones et mystisk lys i havet, der giver anledning til at tro, at der måske stadig er liv på den anden side. 

Men hvorfor tror ingen på ham? Og hvorfor er Jones den eneste, som har tanker om frihed? Er det, fordi han har astma og ikke spiser maden? Eller er hans flugtplaner fra øen i virkeligheden skabt af myceliet? 

Jones må undervejs på sin flugt fra Utopia vælge mellem tryghed og idyl eller frihed og risiko.

Andre projekter på Manuskriptskolen

JOSHUA_
LYDFORTÆLLING – KOMEDIE TIL 7-12 ÅR

På sin 13 års fødselsdag vækker den nørdede dreng Joshua en magisk sky til live, som kun han kan se. Uden tøven ønsker han sig berømmelse, inden skoleåret er omme, men glemmer at specificere inden for hvilket område. 

Det, han troede var en velsignelse, viser sig hurtigt at være en forbandelse, der presser hans venskab med Hugorm og Anne-Sofie til det yderste. Med en sky hængende over hovedet, som konstant råber “JOOOOOOOSHUAAAA”, må han vælge mellem venskab og berømmelse. 

“Joshua”er et musikalsk humoristisk lydunivers, der strækker sig over ca. 10 episoder af 10-15 minutters varighed og inkluderer original musik, produceret af youtuber Tobias Madsen. 

Projektet er lavet i samarbejde med medstuderende Emma Gade.

JOHNNY OG PONY_
ANIMATIONSSERIE – KOMEDIE/SATIRE TIL 13+

Mød Europas dårligste scorekarl, Johnny, og hans liderlige pony, Bonny. Johnny tror, han kan det hele, men ender altid med at få moralske lærestreger, mens Bonny knalder til højre og svensker og ender som den afvisende elsker. Sammen tager vennerne på eventyr: i byen, til Rusland, på Staden og til Månen. 

Kan Johnny score det modsatte stjernetegn i rummet? Foretrækker feministerne at ride Bonny? Hvordan løser de Gaza-krisen, og kan de overleve en tur med Peter Madsens psykopatfarlige selvstyrende ubåd? 

Johnny og Pony er en animeret antologiserie i stil med South Park. Afsnittene varierer mellem 2-10 minutter og har sjældent en etisk korrekt pointe. Til gengæld er det pisse sjovt.