Bine Gjerø Beier
PARNESIENS STEMME_
UNIVERS (EN ROMAN-SERIE) TIL 12+
I en magisk verden, hvor løgn er blevet den største fjende, bygger man et våben, som kommer til at vende op og ned på alt, hvad man kender: papir, der ikke kan lyve. Dette papir får navnet Veritas og bliver begyndelsen på “Sandhedens og Tillidens Æra”. Papiret kommer fra en magisk skov, der er resultatet af et banebrydende samarbejde mellem videnskaben og trolddomskunsten. Træerne i skoven kræver bare én ting for at kunne vokse: en særlig klang fra børnestemmer. I håbet om at sikre et trygt liv blottet for snyd og bedrag og endnu værre overraskelser udvinder man børnenes stemmer, mens en kamp om fortællingen bliver udkæmpet i skyggerne.
Freitag på 14 bor hos sin plejemor efter at være blevet forældreløs under invasionen af Parnesien. Nu er det fredstid, men som mange andre parnesere leder hun efter sin egen historie. På sin vej får hun nye indsigter og venskaber, blandt andre møder hun Cort, 15, som lever i udkanten af skoven og er del af en oprørsgruppe, der forholder sig kritisk til sandhedsprojektet. For hvad vil det overhovedet sige at kende sandheden, og hvor meget er man villig til at ofre for den? Et eventyr med afsæt i en tid, hvor det er svært at skelne mellem sandt og falsk.




Andre projekter på Manuskriptskolen
HUMBUG FÅR EN VEN_
BILLEDBOG MED PEGE-ELEMENTER TIL 3+
Alle har fortjent en ven. Også selvom man er en genert, lidt sur hund, som måske helst vil være alene. Sådan er det for Humbug, som lever på gaden med et lille tæppe og en stor skuffelse i bagagen. Han har vejet fordele og ulemper ved at være nogens ven og er nået til den beslutning, at det er meget lettere at være sig selv. Men venner kan dukke op de underligste steder, og når man mindst venter det. Og da han møder mågen Storm, er det ikke sikkert, at han har noget valg. Det bliver starten for et umage par på eventyr. Bogens visuelle del foregår på genkendelige steder i det indre København med sine karakteristiske bygninger med tårne og spir, hvor jeg selv er vokset op. En varm historie for de mindste om mod, håb og venskab.
PLEASER_
INTERAKTIVT SPIL TIL 14+
Du har lige slæbt dig gennem jordens kedeligste date. Nu har du mest lyst til at sige farvel og tak for evigt. Men det gør du ikke. For du er ung og nysgerrig. Og du er en pleaser. Sådan én, som vil gå langt for ikke at sætte dig selv og andre i en akavet situation. Måske er du vant til at lytte til dig selv. Måske har du ikke svært ved ordet nej. Måske er det uvant og ubehageligt at sætte sig i en pleasers sted. Én ting er sikkert: at lære at sætte grænser er som at lære et sprog, og mange har problemer med at tale det. I spillet er der ingen vinder eller taber. Men hver gang du kæmper mod dine egne tanker, er du tættere på at blive forvandlet til et vanvittigt amok-parat dyr, der nok skal sørge for at ødelægge den gode stemning. Spillet snor sig rundt om samtykke-problematikken og er designet til at gøre unge og måske deres voksne bevidste om, at usikkerhed og forventningspres kan være en underlig størrelse og have mange forskellige ansigter.